Ved folketællingen i
februar 1801 var Joseph og Anna Mazantis ældste datter,
Theresia, en lille pige på 8 år. Hun fortalte senere,
at hun var blevet opdraget som plejedatter hos en af Fyns
ledende embedsmænd, amtmand P. C. Schumacher, på hans
sydfynske ejendom Bejerholm, Ollerup Sogn, men hans
regnskabsbog viser, at hun snarere var husjomfru på gården.
Man kunne forvente, at han omtalte en plejedatter ved
hendes fornavn, men han skriver f.eks. "skænket
Massanti 3 Rdl. istedenfor et Tørklæde, som hun mente
ikke at kunne være tjent med". Hun kom formentlig først
til Bejerholm efter 14 års alderen, da hun ikke nævnes
i listerne over konfirmerede i Ollerup og Vester
Skerninge Kirker, så en egentlig "opdragelse"
har hun nok været for gammel til at få. Faktisk havde den ugifte Schumacher
en plejedatter på Bejerholm, som var "opfødt og
fremholdt" af ham, nemlig Magdalene Christine
Rebecca Lindemann, som var født ca 1788 og blev gift i
1810. Theresia har sikkert følt, at hun også selv havde
en særlig plads i husstanden og ikke bare var et
almindeligt tyende. Schumacher var nemlig meget
omsorgsfuld og gavmild over for sine ansatte, som ofte
fik gaver i form af penge og varer. Han har helt sikkert
været en faderskikkelse for Theresia, så det er vel
meget menneskeligt, at hun senere i livet forsøgte at hjælpe
sig selv frem ved at pynte lidt på sin fattige baggrund.
I maj 1817 døde
Schumacher. Det var en stor sorg for Theresia. Fyns
guvernør og Danmarks tronfølger, prins Christian
Frederik (senere Christian den 8.) mødte op ved begravelsen, og
Theresia fik lejlighed til at tale med ham - herom senere.
Senere fulgte hun sine to ældste brødre til Jylland, og
da hun 1820 stod fadder til Ferdinand Mazantis lille
datter, boede hun på herregården Hvolgård ikke langt
hans ejendom, Stovgård. Det var formentlig på Hvolgård,
at hun var husholderske og lærte avlsforvalteren Hans Giørtz
at kende. Han var i familie med Ferdinand Mazantis kone.
Selv om Theresia var ni år ældre end Hans Giørtz, så
blev der et par ud af de to. Da de giftede sig i 1826,
var han 25 og hun ca 34.
|
Christian
den 8., konge af Danmark 1839-1848, som Theresia
talte med i 1817 og 1842
Maleri ca 1813 af F. C. Gröger på Frederiksborg |
Hans Giørtz
ville gerne til Ribeegnen, hvor han havde familie, så
han købte Harrebygård ved Harreby. Hans søster boede i
nabobyen Fole. Efter fem års ægteskab fødte Theresia
sit eneste barn, en søn, som blev opkaldt efter sin
gejstlige farfar. Men det lykkedes ikke at få Harrebygård
til at løbe rundt, så Giørtz gik på jagt efter et
andet levebrød. Theresia forsøgte at opnå hjælp fra
den enevældige konge, Christian den 8., ved at henvise
til sin fortid hos Schumacher. Hun var i audiens hos
kongen, i maj 1842 skrev hun til ham, og i slutningen af
samme år sendte hun følgende (udaterede) brev til hans
kabinetssekretær:
Høi og Velbaarne
Hr. Geheimecabinets-Secretair Adler. I det Haab at Deres
Exelence ikke ganske har forglemt Marie Theresia
Mazanti som var opdraget hos Hr. Geheimeraad
Schumakker paa Beirholm i Fyhn, vover jeg i al
Underdanighed at andmode dem om at lægge et godt
Ord ind for mig hos Hans Majestæt Kongen.
Han lovede mig,
den Gang jeg stod ene og forladt ved den
hensovedes Kiste og begræd Tabet af en øm og
god Pleiefader, at naar der var noget hvori han
kunde hjelpe, at jeg da kun skulde henvende mig
til ham.
I en Række af Aar
tjendte jeg for mit Brød som Huusholder paa en
Herregaard i Jylland, der blev jeg kjendt og
forlovet med Avlsforvalteren, en Søn af en værdig
Præst Hr. Balthasar Giørtz i Nustrup i det
Slesvigske, han kjøbte sig siden en liden Gaard
i hans fødeegn og vi giftede os. Men manglende
Formue maatte vi etablere os med en Gjeld hvis
Forrentning opsluger Eiendommens Udbytte,
saaledes at vi ikke kan andvende det fornødne
for at sætte den i den Drift at vi kan bestaa
ved den. I den Andledning vovede jeg da hans
Majestæt som Guverneur over Fyhn en Gang opholdt
sig paa en Gennemreise i Haderslev, og i Tillid
til hans Kongelige Høyheds naadigste Løfte, at
nærme mig ham (De var den Gang saa god at vise
mig den Gunst at forskaffe mig Audients) for at
bede hans Kongelige Høyhed om han ikke vilde
forhjelpe min Mand til at blive andbragt som
Bestyrer paa en Kongelig Gaard. Hans Kongelige Høyhed
svarede den Gang at det var en vanskelig Post og
at det vilde give os begge meget at bestille men
gav mig den Idee, om min Mand ikke havde Lyst til
at forpagte en Kongelig Mølle og haab om Hjelp
til at erlange en saadan.
I Aar da
Cancelliraad Neumann som var Postmester i Ribe døde,
og dette Embede desuden hørte til de mindre som
kun ved Tarvelighed kan ernære en familie, og
som er af den Beskaffenhed at det kan bestyres af
en ikke juridisk Mand vovede jeg at fremtræde
for Hans Majestæts Trone med en Ansøgning om at
dette Embede maatte forundes min Mand, men Hans
Majestæt svarede mig at der var saa mange
Officerer som skulde befordres at han ikke godt
kunde give min Mand det, men at han vilde nøiere
undersøge det naar han kom til Ribe, han gav mig
der det samme Svar, men spurgte om Penge ikke
kunde hjelpe os, jeg svarede at det var det samme
paa hvilken Maade hans Majestæt vilde hjelpe os,
naar vi blodt blev saaledes hjulpen at vi kunde
leve uden Nærings Sorger, og uden at være min
Mands Familie til Byrde, som stedse maae række
os en hjelpsom Haand. Jeg har nu senere under 23.
Septbr. atter vovet at andraabe hans Majestæt om Hjelp.
Der er nemlig
aabnet sig en passende Stilling for min Mand i
det Forpagtningen af den hans Majestæt tilhørende
Østergaards Vandmølle i Hoptrup Sogn Haderslev
østre Amt er udløben til Maydag 1843 og skal
stilles til nye Auction. Denne Mølle var især
meget passende for os, da Land[væsen?] udgjør
det vigtigste og min Mand meest er vandt dertil,
men for at han turde melde sig som Libhaver ved
denne Auction udfordres at han kan stille
Sikkerhed for sit Bud. Jeg har derfor vovet i
dybeste Underdanighed at andmode hans Majestæt
om den Naade, enten uden Auction at overlade min
Mand Hans Giørtz til Harbyegaard bemeldte Mølle
i Forpagtning, for samme Afgift som den forrige
Forpagter har svaret, eller at hans Majestæt
selv vilde være Borgen for os, hvis min Mand ved
Auctionen kan opnaa at blive Høystbydende til en
saadan Priis, som han drister sig til at give,
men der er ikke forundt mig Svar derpaa endnu.
Det er derfor at
jeg i dybeste Underdanighed henvender mig til
dem, for at bede om de ikke vilde have den Godhed
at lægge et godt Ord ind for mig hos Hans Majestæt
Kongen, og bede ham enten at forhjelpe os til
denne Forpagtning, eller ved anden Hjelp at
hjelpe os saadan at vi kunde leve uden Nærings
Sorg, vi ere begge to villige til at Virke naar
vi blodt deraf kunde erholde det fornødne.
I det Haab at de
for den afdøde Geheimeraad Schumakkers Skyld,
som de stedse viste saa megen Agtelse, vil
undskylde min Dristighed, og tillige undskylde
ifald der i Brevet er indløben een eller anden
Feil, som jeg som Fruentimmer ikke er saa fadst
i, vover jeg at andraabe dem om denne Gunst.
Jeg har maattet
udlade mig temmelig vitløftig for at deres
Exelence deraf kunde see at hans Majestæt har
lovet at hjelpe mig, naar dertil gaves en
passende Leilighed. Jeg overlader det hele til
deres Exelence og nedlægger nu min hele Skjæbne
i Deres Haand, haabende at de vil tale et godt
Ord for mig, som vist vil have den forynskede
Virkning hos Hans Majestæt Kongen, naar han
blodt bliver mindet om det.
I det Haab at
Deres Exelence endnu Gunstigt vil have mig i
naadigst Erindring, vover jeg at undertegne mig
som deres ydmyge Tjenerinde
Marie T. Giørtz født Mazanti.
|
Det lader ikke til, at
Theresias henvendelser til kongen gav noget resultat. Men
da embedet som postekspeditør i Løgstør i 1846 blev
ledigt, havde familien forladt Harrebygård. 26 ansøgere
meldte sig - og den forhenværende gårdejer Hans Giørtz
var en af dem. Han medsendte ingen anbefalinger, men han
mente at have et andet aktiv, nemlig Theresia! Han skrev
i sin ansøgning: "Min Kone, født Mazanti, der er
opdragen hos Gehejmeraad og Stiftamtmand Schumacher paa
Burholm, glæder sig ved et allernaadigst Løfte fra
Deres Majestæt om Ansættelse for mig." Desværre
skuffede majestæten endnu en gang, for stillingen gik
til en anden.
Da treårskrigen 1848-1850
var forbi, fik Giørtz en ny chance. Hans fætter Sofus Høgsbro
(1822-1902) senere en fremtrædende,
grundtvigiansk højskolemand og politiker - blev nemlig
forstander på den genåbnede
Rødding Højskole. Giørtz forpagtede højskolens jord og
blev økonom på skolen. Men kort efter nytår 1854 døde
han. Ligesom sin svoger Ferdinand Mazanti blev han 52 år.
Han havde ellers haft planer om at flytte til gården
Christianshåb i Ildved, Hvejsel Sogn - ikke langt fra
Stovgård - men det nåede han altså ikke. I stedet
overtog sønnen Balthazar Christianshåb, som en
tidligere ejer havde opkaldt efter Christian den 8. Meget
passende, for hvis der var nogen, der havde håbet
på kong Christians velvilje, så var det familien Giørtz!
Theresia tilbragte sine sidste år i Ildved. Men efter
sin død som 68-årig i 1860 blev hun ført tilbage til Rødding
og fik sit sidste hvilested på kirkegården der. Mange
år senere blev mandens (og vel også Theresias) grav
beskrevet således:
Ved Stien langs
det gamle Stendige ved Kirkegaardens nordre Side
er en større indhegnet Plads og der indenfor et
noget ejendommeligt Jerngitter om en enkelt Grav.
Paa en Marmorplade, der er anbragt indvendig paa
Gitteret, i den vestlige Ende læses: Herunder
hviler det Jordiske
af Salig Hans Giørtz.
Født i Grimstrup d. 16. August 1801,
død i Rødding d. 6. Januar 1854.
Indskriften er med
store støbte Bogstaver i udhævet Form. Den der
til Hvile stedte var en Broder til
Storfabrikanten Giørtz i Ribe. Han var Forpagter
af Højskolegaarden og Økonom for Eleverne, og
er bleven begravet i Gaardens Begravelsesplads.
|
Balthazar Giørtz klarede
sig ikke for godt på Christianshåb og solgte i 1869.
Anders Smed i Ildved fortalte om ham: "Han var en
noget fin Mand, men noget forarmet. Hestene paa Gaarden
var radmagre. Jeg holdt Turen ud en Gang jeg skulde ride
en Hest derop, men holdt ikke af det. Da Tyskerne under
Krigen rekvirerede Heste, mødte Giørtz med fire, der
var saa radmagre, at Tyskerne ikke vilde tage imod dem".
Det gik bedre for en af hans sønner, juristen H. C. N.
Giørtz, som i 1910 blev udnævnt til generalauditør for
hæren og søværnet. Han havde altså ansvaret for
interne, retslige undersøgelser. H. C. N. Giørtz
eneste datter Helmor, Theresias oldebarn, giftede sig i
1922 med Sofus Høgsbros sønnesøn Halfdan Høgsbro (senere
biskop i Lolland-Falsters Stift), og forbindelsen mellem
to slægter fra Rødding Højskole blev dermed videreført.
Ferdinand
Mazantis svigerfar, major Ingwersen i Viuf, var fætter
til Hans Giørtz mor. Hans Giørtz' far var
den ansete Nustrup-præst Balthazar Giørtz, som
havde oprettet et lærerseminarium i tilknytning
til sin præstegård. En anden af præsteparrets
sønner, Carl Giørtz, var sekretær hos majoren
i Viuf. En datter var gift med sognepræsten i
Fole, C. F. Kröyer, som viede Theresia og Hans Giørtz.
Sognepræst Balthazar
Giørtz blev født 30.11.1757 i Kolding, døde 02.04.1821,
gift 16.07.1788 i Kolding med Anna Cathrine Høxbroe, født
21.09.1765 samme sted, død 04.02.1852 i Ribe.
Theresias to breve findes i Rigsarkivet i J. G. Adlers
arkiv (privatarkiv nr. 5008, A.I.4). Det andet lyder således:
"I Tillid til Deres Exelences Deltagelse for mig da
jeg i Haderslev søgte Allernaadigst Audients hos hans
Maiestæt, vover jeg at andmode Dem om at overrække
indlagte Brev til hans Maiestæt. Deres Exelence vil
muligen erindre Theresia Mazanti, som stod ene og forladt
ved Geheimeraad Schumachers Død, og da jeg veed at denne
Mand var dem kjer, er det at jeg er saa fri at anmode om
dette. / Harbyegaard d. 18. Juni 1842. / Deres Exelences
ydmyge Tjenerinde / Theresia Giørtz fød Mazanti."
Hans Giørtz' ansøgning nævnes s. 19 i Jacob Andersens
erindringer Fra Bondens Thy til Kongens By (Kbh.
1926). L. C. Bøttiger skrev om "Amtmand P. C.
Schumacher" i Svendborg Amt 1917. Knud M.
Hove skrev Christianshåbs historie i Hvejsel Sogn
(1949), gravstedet beskrives i A. J. Marcussens Optegnelser
fra Rødding By og Sogn (Rødding 1930), og Sofus Høgsbros
optegnelser om familien Giørtz kan læses i Vilh.
Milthers: Sofus Høgsbros Slægt (Odense 1909).
Til Ferdinand | Til
Slægten Mazanti | Til startsiden | Til Alexander
|