Den første "lærde" Mazanti
Mens Mazanti boede i Skanderborg, giftede han sig med Emilie Marie Hall fra Christianshavn, datter af en bødkermester. Hun havde et par fremtrædende farbrødre - provst P. E. Hall (1805-1891) og politikeren C. C. Hall (1812-1888), som blev geheimekonferensråd og var landets konseilspræsident, dvs. statsminister, i årene 1857-1859 og 1860-1864. Hendes søster var gift med præsten og filantropen Hans Knudsen (1813-1886), som skabte bedre forhold for handicappede og gjorde Danmark til et foregangsland på området. Så det er måske pga. hendes familieforbindelser, at hun senere blev opfattet som "fin"! Hun fødte tre døtre og en søn. I december 1858 lykkedes det endelig den nu 40-årige Mazanti at få et embede, som havde mere med hans fag at gøre - nu skulle han være kateket, dvs. religionslærer. Men så måtte familien også forlade det midtjyske og blive øboere. Det var nemlig i Ærøskøbing, der var et ledigt embede. I marts 1859 blev han ordineret og kunne dermed også fungere som præst, når der var brug for det. Mens Mazanti og hustru boede på Ærø, oplevede de den ulykkelige krig i 1864, som må have været ekstra smertelig for dem. Emilies farbror var jo regeringsleder og havde sammen med sit nationalliberale parti en stor del af ansvaret for tabet af Sønderjylland. De svære år Embedet i Ærøskøbing hørte ikke til de fede. Der var mange elever i hver klasse, og Emilie kaldte det senere "det besværligste i hele Landet". Hun var selv nødt til at bidrage til familiens forsørgelse ved at undervise. I januar 1867, efter otte hårde år på Ærø, skrev hun til sin fætter Oluf Hall, søn af C. C. Hall. Emilie håbede, at onkelen ved at tale med kultusministeren kunne hjælpe Mazanti med at få et præstekald. Hun skrev bl.a.:
Trods sit slidsomme liv havde Emilie overskud til at tage sig af de sociale forpligtelser, man forventede af en embedsmands hustru. I 1864 var hun med til at arrangere en bazar, hvis overskud gik til krigens ofre. Og i 1867 stillede hun sig i spidsen for en bazar, der skulle hjælpe enkerne og 14 efterladte børn efter mandskabet på et skib, som var gået ned.
Ti år på Ærø blev det til, så var præsteembedet langt om længe indenfor rækkevidde: Mazanti blev i juni 1868 sognepræst i Vester Tørslev og Svenstrup Sogne ved Hobro. Familien faldt godt til i menigheden, men indtægterne var desværre ikke særligt store, og i de mange år med utilstrækkelige indtægter havde Mazanti stiftet en stor gæld. Emilie måtte atter henvende sig til fætter Oluf. Den 26. november 1872 fortalte hun, at Mazanti igen var begyndt at søge nyt embede.
De økonomiske problemer skabte ofte "en stærk nerveus Spænding" hos Mazanti. Emilie måtte slide "for aldrig at tage fremmed Hjælp og for at bruge det meest muelige ud af Alt. Tro ikke, at Børnene blive forvænte; nei, de leve et meget stille, eensformigt Liv og maa finde saa at sige Alt i deres Hjem." Snart blev Mazantis psykiske og fysiske tilstand forværret. Den 25. februar 1873 skrev Emilie et nærmest desperat brev til Oluf Hall. Hun fortalte, at hendes mand i november havde pådraget sig "en Forkjølelse saa heftig, at han siden den Tid ikke har været rask og muligt aldrig forvinder Følgerne deraf..." Det var "en ondartet Bronchitis med Betændelse i alle Slimhinderne, og i Forbindelse med dette blev Mazantis hele Nervesystem saa rystet - deels af det indesluttede Liv - deels af Bekymring over, at han ikke selv kunde forrette sin præstelige Gjerning, og endelig paa Grund af den evindelige Søvnløshed..." Det blev så slemt, at Emilie frygtede "det Tungeste af Alt - at jeg skulde blive tilbage med de kjære Børn - uden at jeg længere følte Kraft til at virke for dem." Selvfølgelig var det i Emilies interesse at tegne et meget sort billede af situationen og vække medlidenhed, så familien Hall ville føle sig forpligtet til at hjælpe. Men det var uden tvivl vanskelige år for familien Mazanti. C. C. Hall var kultusminister i regeringen Holstein 1870-74. Måske var det medvirkende til, at Mazanti som 57-årig langt om længe fik et andet embede. Fra marts 1875 havde han sognene Udbyneder og Kastbjerg ved den østligste ende af Mariager Fjord, ud til Kattegat. Præstegårdsliv i Udbyneder Udbyneder Sogn var præget af sine herregårde og proprietærgårde. Godset Overgård var meget stort. Mazanti blev sikkert modtaget varmt på godset. Han var nemlig langt ude i familie med ejeren, hofjægermester Frederik von Arenstorff, en nevø til hans lillesøster Ida Jermiin. Ida - som kun var 14 måneder ved sin fars død - havde i sin tid giftet sig med en søn af stamhusbesidder Jermiin til Avsumgård. Hendes mands søster, Anne Sophie von Arenstorff, mor til Frederik, var frue på Overgård. Det siges, at Mazantis omgangskreds var omegnens herregårde, bl.a. Overgård og Gessinggård, og det lyder sandsynligt. I løbet af Mazantis første par år i Udbyneder Præstegård bortgiftede han sine ældste døtre, Maria og Antonette, til landmænd. I 1880 blev familiens eneste søn, William, færdig med latinskolen. Han havde åbenbart ikke lyst til at læse videre, eller der var måske ikke råd, for Mazanti skrev til en bekendt, postinspektør Castberg, og bad ham tage sig af sønnen. Castberg svarede omgående, at han med fornøjelse ville finde en elevplads. Det var starten på en lang karriere indenfor postvæsenet, som endte med postmesterembedet i Næstved.
Efter Williams afrejse var der kun et barn tilbage i præstegården, Wilhelmine på 15. På samme tid fik den store proprietærgård Charlottendal, som lå lidt udenfor Udbyneder, ny bestyrer. Han hed Victor Sønnichsen, og hans far, godsejer Carl Julius Sønnichsen, havde skaffet ham pladsen. Desværre interesserede han sig ikke for landbrug, han ville hellere have været officer. Han gik mest op i luksusheste - og åbenbart også i præstens datter, for de blev forlovet. På Charlottendal klarede Victor sig dårligt. Alligevel blev det bestemt, at han skulle overtage forpagtningen af præstegårdens landbrug. Hans far ville nok give ham endnu en chance - og Mazanti kan også have set sin fordel ved det, for både før og efter forpagtningens ikrafttræden lånte han flere tusinde kr. af den gamle Sønnichsen. Tanken kan også have været, at Victor ville få mere lyst til at vise, hvad han duede til, når han var tæt på sin kæreste hver dag. Men i præstegården gik alt skævt. Victor fulgte ikke sin fars råd om at sælge de fine heste, og økonomisk kunne forpagtningen ikke svare sig. Sagen kompliceredes af, at han forelskede sig i sin kærestes kusine, Henny Evers - datter af præstens søster Flora. Forlovelsen med Wilhelmine gik i stykker, og i oktober 1882 ophørte forpagtningen. I 1883 købte Victors far den sydfynske herregård Løgismose til ham. Det har været en bitter dag for Wilhelmine, da hendes kusine i november samme år kunne rykke ind som frue på godset. Men snart viste det sig, at Wilhelmine vist havde været den heldigste: Det gik ikke på Løgismose, som blev solgt igen, og i årevis levede Victor af "apanage" fra faderen. I 1896 købte han det himmerlandske gods Egensekloster for lånte penge. Men han var despotisk og hidsig, og ægteskabet gik dårligt. Efter knap 30 års ægteskab forlod Henny Sønnichsen sin mand og blev husbestyrerinde hos en landinspektør i Rudkøbing. I Udbyneder Præstegård gik livet videre, og i 1887 giftede Wilhelmine sig med en købmand fra Horsens. Men forinden havde der vist været en anden "kandidat", for i maj 1883 ankom en ung forfatterspire ved navn Gustav Wied til Overgård! Gustav Wied møder pastor Mazanti Gustav Wied (1858-1914) var en af de betydeligste danske forfattere i årene omkring 1900. Hans kendteste værk er nok romanen Livsens ondskab (1899). Hans stil er karikeret og forenklet, og menneskenes dobbeltmoral skildres med satire. Bag livsglæde og lystighed så han ofte fortvivlelse og tragedie. Han hentede inspiration til en af sine bøger fra sin tid hos familien Arenstorff på Overgård, hvor han i 1883 var blevet ansat som huslærer for hofjægermesterindens søn. Hans kritiske holdning til adelen stammede til dels fra hans oplevelser på gården. Præster var han heller ikke begejstret for. En dag skrev han til en ven om det emne - og omtalte pastor Mazanti (og blærede sig med latinske citater!):
Wied sparer ikke på ironien! Men en af præstegårdens beboere syntes han bedre om, og i oktober 1883 blev han forelsket:
Et par måneder senere berettede han om nogle baller, han havde deltaget i omkring jul og nytår - et i Randers sammen med vennen Jørgen, et andet i Mariager - og fortalte mere om sin forkærlighed for Mazantis plejedatter, "Frøken H.":
Han skrev også til sin mor om pigen:
Hans forelskelse kan ikke have været særlig dyb, for da han senere fandt ud af, at "Frøken H." led af polypper i næsen, "forduftede ganske og på én gang alle mine både dybe og høje følelser"! Pigen hed Ellen Hall, hun var født 1867 som datter af Emilie Mazantis bror. I folketællingen 1880 kaldes hun "Plejedatter af Præsten" men i 1890 "Tyende" - så Wieds beskrivelse af hendes stilling i familien er nok ikke helt forkert! Hun kom senere til København og blev medhjælperinde ved "Samfundet som antager sig vanføre og lemlæstede Børn", som hendes onkel Hans Knudsen havde oprettet. Man skal nok være lidt forsigtig med at bedømme familien Mazanti ud fra Gustav Wieds breve. Han stiller situationerne på spidsen for at gøre sine ironiske pointer mere tydelige. Det første og det sidste brevcitat stammer fra hans erindringsbog Digt og virkelighed, og jeg ved ikke, om de er originale eller skrevet mange år efter hans afrejse fra Overgård (som han forlod i november 1884). Han vendte tilbage som familien Arenstorffs gæst i somrene 1886-87-88, men det er ikke godt at vide, om han stadigvæk var velkommen i præstegården.
Præsteparrets datter Antonette var kronisk syg. Hun havde vattersot, dvs. væskeophobning i vævene; hun har vel haft dårligt hjerte, og den vanddrivende medicin var ikke opfundet. Hendes søn Hans Chr. Hollesen, født 1882, skal bedsteforældrene derfor have opdraget. Han boede dog ikke i Udbyneder Præstegård i 1890. Det gjorde derimod Emilies søster, enkefru Knudsen. To år senere indtraf en katastrofe. Den 6. juni 1892 udbrød der ildebrand i byen, og præstegården, skolen, hospitalet, syv gårde og 14 huse samt kirketårnets tømmerværk brændte. Den 73-årige Mazanti fik et nervøst sammenbrud og måtte søge sin afsked, hvad han fik pr. 31. marts 1893. Præsteparret flyttede til Horsens, hvor deres yngste datter havde været købmandsfrue siden 1887. I januar 1899 døde Mazanti af et hjerteslag, og Emilie gik bort to år senere. Hvordan var han egentlig, den præst? Mascani kontra MazantiI 1898 udgav Gustav Wied en af sine væsentligste romaner, Slægten. Handlingen udspilles på en jysk herregård. Den ejes af den tungnemme, bondske baron Helmuth von Leunbach, som domineres af sin mor, enkebaronessen. Han forelsker sig i den forfinede, fraskilte fru Alvilda Raskowitz og gifter sig med hende. Men ægteskabet udvikler sig katastrofalt. Hustruen indleder et forhold til sin fætter, som hun i hemmelighed møder i en hytte i parken. Baronens mistanke bekræftes, i afmægtigt raseri sætter han ild på hytten, og det elskende par indebrænder. Tynget af samvittighedskvaler forsumper baronen i alkoholisme og vil melde sig selv, men det forhindrer hans mor, som håner hans "bondemoral". I romanens afsluttende scene passerer enkebaronessen riddersalens portrætter af Leunbach'erne - som alle havde forringet og ødelagt gården - og mumler: "Skidt Slægt!... Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!" En vigtig biperson i Slægten hedder Adolf Mascani, sognepræst til Næsgaardene og Utterslev. Han er barnebarn af en indvandret italiener. Hans sydlandske afstamning har vist sig i "en ustyrlig, næsten til Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans for erotiske Glæder." Som ung var han en smuk mand: Slank, med store, sørgmodige øjne, blåsort hår og en let buet, romersk næse. Han ville være læge ("Kvindelæge!") men tvinges af forældrene til at læse teologi. En opslidende kamp begynder i ham, mellem "Kødet" og "Aanden". Han gifter sig, og i begyndelsen lever de lykkeligt; men hans affærer med børnenes lærerinder knuser hustruens tillid til ham, og da romanen tager sin begyndelse, har ægteskabet været dødt i 15 år. Atmosfæren i præstegården er iskold, og ægtefællerne taler sjældent med hinanden; hvis de gør, udvikler det sig til pinlige scener. Alle taler om Mascanis utallige forhold til sognets kvinder. På et centralt sted i bogen spadserer han sammen med den unge baronesse:
Det ender tragisk med Mascani. Sindssygen bryder ud i lys lue, da han en søndag står på prædikestolen. "Jeg har drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og døtre", råber han. "I har vidst det. I har taalt det. Skorpioner skulle I ha' taget og pisket mig bort fra Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg Stod paa den Plads, jeg staar..." Og derefter fornægter han kristendommen: "Dette er det nye Evangelium, som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: Der er ingen Gud!... Jeg er det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring..." Den rystede menighed får overmandet præsten, og en time senere køres han i lukket vogn til sindsygeanstalten. Slægten er ikke for sarte sjæle! Selvfølgelig er romanen fiktion, men Wied var ikke bange for at lade sig inspirere af steder og personer, han selv havde oplevet. Der er ingen tvivl om, at navnet Mascani er en let omskrivning af Mazanti. I det hele taget minder meget i romanen om Overgård og Udbyneder Sogn. Beskrivelsen af herregården, parken og landskabet er taget fra virkeligheden. Familiestrukturen hos Leunbach'erne er næsten identisk med hofjægermester Frederik von Arenstorffs husstand. Hans mor var enke, og han havde i 1881 giftet sig med en fraskilt kvinde, som havde været gift med en læge ved navn Barberi de Borghini (i romanen er ex-manden ungarsk lykkeridder). Gustav Wied var huslærer for hendes søn. I romanen foretager han et kønsskifte og lader en ung pige, Elise Jansen, undervise baronessens datter. I et brev beklager frk. Jansen sig over sit usle værelse; det samme havde Wied selv gjort. Jeg ved ikke, om pastor Mazanti læste Slægten. Han fik et hjerteslag i januar 1899, året efter at bogen udkom. Det kan vel ikke udelukkes, at han døde af en chokerende læseoplevelse! Senere har flere spekuleret over, om Mascani skal opfattes som et egentligt portræt af pastor Mazanti. Da Paul Nedergaard samlede materiale til sit store værk om alle danske sogne og deres præster, fik han oplysninger om ham fra folk i Udbyneder og Kastbjerg. En gammel kone havde gået til præst hos ham, og hun fortalte, at han var rar, men hans kone var "fin". Gamle mennesker blev spurgt, om de genkendte beskrivelsen af pastor Mascani fra Slægten, men de mente ikke, at Mazanti havde været "drikfældig" eller havde haft "andre udsvævelser". Mazanti havde sine svagheder. Hustruens breve og hans reaktion på præstegårdsbranden viser, at han har haft svage nerver, hvad Wied i romanen udvikler til sindssyge. Men jeg tror, at Wieds kunstneriske frihed må gøres ansvarlig for det meste af Mascanis personlighed. Wied har fundet Mazantis navn og afstamning interessant og har fyldt nyt indhold i figuren, ligesom romanens handling udspiller sig i en virkelig ramme. Han benytter Udbyneder Sogns beboere til at demonstrere sit pessimistiske livssyn og sin overbevisning om, at mennesker bag de pæne facader er dyriske og styret af seksualiteten. Mazanti havde ikke stor kirkegang i Udbyneder og Kastbjerg. Sognene blev regnet for åndeligt "døde", så hele skylden har nok ikke ligget på ham. Da han var præst i Vester Tørslev, skrev hans kone, at "Mazantis egentlige Virksomhed er saa velsignet for ham selv, for os Alle, for hans Menighed - [...] af min inderste Sjæl takker jeg den gode Gud, at Han nedlagde den Aandens Kraft i min Vens redelige og ubeskrivelig kjærlige Hjerte, at Ordet trænger ind i Sjælene og virker til Velsignelse for mange, som høre ham." Selvfølgelig er Emilie ikke objektiv, men det kunne da tyde på, at Mazanti ikke var en dårlig prædikant. Paul Nedergaard skrev, at "Pastor Mazanti var "en ganske almindelig præst", ikke nogen vækker, men han og hans hustru var interessante personligheder, elskelige mennesker." Det er vel ikke det værste eftermæle, man kan få! Pastor Mazantis
biografiske oplysninger stammer fra Paul Nedergaard: Personalhistoriske,
sognehistoriske og statistiske Bidrag til en dansk Præste-
og Sognehistorie, bd. 7.2 (1964) og fra Max
Grohshennig og Th. Hauch-Fausbøll: Danmarks Præstehistorie
1884-1911, bd. 2 (1932). Episoden med Victor Sønnichsen
beskrives i C. J. Sønnichsen: Slægten Sønnichsen
paa Braderup Mølle (Viborg 1955). Emilie Mazantis
breve ligger på Rigsarkivet i Oluf Halls arkiv (privatarkiv
nr. 5523, A.I.3.a). En delvis oversigt over slægten Hall
findes i Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen (Kbh.
1900 ff). C. C. Hall, Hans Knudsen og Gustav Wied, se Dansk
Biografisk Leksikon, 3. udg. Til Slægten Mazanti | Til startsiden |
Den ældste søn på Stovgård,
Peder Joseph Mazanti, født 1818 - de italiensk-polske
indvandreres ældste barnebarn - blev "holdt til
bogen". I 1838 blev han student efter at have
modtaget privat undervisning i Nykirke Præstegård.
Dermed blev han medlem af en lille, eksklusiv skare, for
kun nogle få promiller af hver ungdomsårgang opnåede
at blive studenter dengang. Han fortsatte sine studier på
universitetet, og i 1846 blev han cand.theol. Det var svært
at få et præsteembede, så foreløbig gik han i gang
med at undervise og oprettede i 1847 en drengeskole i
Vejle. Fire år senere flyttede han til Skanderborg, hvor
han fortsat var institutbestyrer. Han har sikkert
undervist børn, som havde forældre med mulighed for at
betale for bedre undervisning end i almueskolen.
Der er en i vort sogn, nomina sunt odiosa! (*) Jeg hørte
ham Kristi himmelfartsdag. Han talte om
forsagelse! Han var bevæget; det forundrede mig;
men senere erfarede jeg, at han umiddelbart før
gudstjenesten havde spist frokost, ak tænkte jeg:
hinc illæ lacrymæ! (**) Han talte som sagt om
forsagelsen af kødets lyst (han vejer sine 300 p.),
livets lyst (han holder selv store middage og
kommer meget ud) og livets hoffærdighed (***) (han
skælder bønderne ud for: "umælende bæster").