Mit "andet hjem" - i Frederikshavn Mine forældre, Else Mazanti Tversted, f. Norden (1913-1987) og Karl Kristian Tversted (1912-1998) blev gift den 3. oktober 1936 på Københavns Rådhus. Far flyttede til København af hensyn til sin uddannelse, og mor fulgte efter, da de giftede sig. De etablerede sig først i en et-værelses lejlighed, og da der blev råd til to værelser, var det tid at tænke på børn. Jeg kom til verden den 13. maj 1939 - ikke som mormors og morfars første barnebarn, men som den første dreng i denne generation - og den 9. juli 1939 blev jeg døbt i Frederikshavn Kirke. Mit privilegium som "dreng", hvor mormor og morfar havde fire piger, blev fuldendt med navnet Peter, og netop det navn, fordi især morfar også havde ønsket sig en dreng - Peter. Mormor og morfar boede i Kragholmsgade 9 i Frederikshavn, og det blev mit "andet hjem". Før jeg kom i skole, blev ferierne ofte så lange, at jeg - i en periode - endda kom i menighedsbørnehave, fordi mormor kendte lederen af institutionen. Mormor og morfar var to kærlige mennesker - hver på sin måde. Lige før sovetid kom morfar med en underkop med slik, og det fortalte vi ikke til mormor, for det var nemlig efter tandbørstningen, som hun nøje havde overvåget.
Hvis hun en enkelt gang blev vred, så nev hun. Det lagde jeg kun arm til få gange - eksempelvis en aften, hvor der som sædvanlig skulle bedes aftenbøn. Der var frit valg imellem "Fader Vor" og "Nu lukker sig mit øje" - og en aften, hvor vi skulle lukke det her øje, ændrede jeg teksten "fra synd og sorg og fare" til fra synd og sorg og far og mor. Det skulle jeg ikke have gjort, hun nev mig i armen, så jeg kan mærke det endnu. Og så sejrede kærligheden, da jeg begyndte at vræle og ville hjem til min mor. Så rullede mormor sit velfunderede pædagogiske batteri ud, trak gardinet tilside, pegede på månen og fortalte, at netop den samme måne sad min mor, i samme sekund, og kiggede på. Så var fællesskabet med mor etableret, og jeg faldt roligt i søvn med et blåt mærke på en øm arm. Morfar og mormor havde 7 børnebørn. Når de voksne børn og svigerbørn, der alle var bosiddende andre steder i landet, havde ferie, så skulle man selvfølgelig til Frederikshavn. Man spurgte ikke, om det var belejligt, man meddelte, at man kom - og tog det bare som en selvfølge, at der altid var åbent hus. Det var der også. Ofte var flere famillier samlet på én gang, og der var ikke voldsom meget plads. Ressourcerne var et gæsteværelse i kælderen. Legetøj blev der ikke indkøbt. En skuffe i morfars kontor var depot for glemte sager - en skrammet Falck-bil blev ikke eftersendt, men lagt i skuffen, sammen med spoler fra skrivemaskinebånd, garntrisser og lignende. Og det var lige spændende hver gang, at se, hvad de "andre" nu havde glemt, så når eksprestoget havde passeret Ålborg, kunne man begynde at glæde sig - og så var det næsten vigtigere, før det store velkomstknus, at styrte ind i morfars kontor, og hive legetøjsskuffen ud. Arbejde og hjemlig hygge Morfar arbejdede fra bopælen. Oprindelig havde han sejlet som maskinist, med damp over Atlanten, og det fortalte han gerne om. Egentlig var han udlært gørtler, og jeg tror, at han læste til maskinist, fordi han erkendte, at han aldrig ville blive en god håndværker. Hans svendestykke, to trearmede lysestager i messing, er fortsat i familiens eje. Jeg så ham aldrig med et stykke værktøj i hånden, og hans værktøjskasse var en cigaræske, hvor intet var særlig brugbart Også i økonomiske nedgangstider bevarede morfar og mormor "facaden". Det måtte gerne være lidt fint, og man ville gerne lægges mærke til, i det lille provinsielle miljø, som Frederikshavn var den gang. Man købte selvfølgelig på "bog", og der blev så talt op og afregnet én gang om måneden. Hver sommer, uden undtagelse, blev der lejet en hestevogn med kusk, og så gik turen til Bangsbo Skov med efterfølgende kaffe og lagkage i Møllehuset, byens sommerrestaurant. Det skulle så være en varm og solrig dag - hvor morfar var ulastelig klædt i habit, og med blød hat, og mormor havde sin fineste kjole på, og en sort stråhat. Jo, man ville gerne ses på turen ud gennem Danmarksgade og Søndergade.
Måske havde morfar tænkt på en søfartskarriere. En lungehindebetændelse på et tidspunkt, hvor denne sygdom kunne være dødelig, satte en stopper for sømandslivet. Så blev han havariekspert og forhyringsagent - og det sidste job bevarede han længst. Han skaffede folk til skibene. Alt foregik på cykel. Måske skulle et skib bruge en matros i løbet af et par timer, og hvis manden boede eksempelvis i Sæby, og ikke havde telefon, så cyklede morfar de 12 kilometer uanset tidspunktet på døgnet. Hvis forhyringsbogen ikke var i orden, så hjalp morfar med at få denne formalitet klaret. Herefter ned i havnen - og op på skibet og træffe de fornødne aftaler med kaptajnen, hvor jeg endnu ser ham - selv som en ældre mand - svinge sig op i lejderen. Belønningen var ofte en "bitter" i kaptajnens kahyt, og han nød det. Jeg kom ofte med på disse udflugter. Han var lille og væver, og havde temperament, og kunne skælde lidt ud, hvis det ikke gik hurtigt nok med at komme om bord. Frokosten blev indtaget præcis kl. 12, og altid med ost og en snaps. Herefter en kabale til pressens radioavis på Kalundborg Langbølge, kl. 12.30. Kabalen gik altid op, med eller uden snyd. Kl. 13-13.30 en hurtig middagslur, hvor han snorkede højlydt, hvor man skulle være stille, og så på den igen! Morfar og mormor havde haft en periode, før min tid, hvor det var svært at tjene penge, og fra en luksustilværelse, med ung pige i huset, måtte mormor tage fat. Hun etablerede en lille virksomhed med kunststopning og opmaskning af silkestrømper, og det fortsatte hun med også, da det vel ikke var økonomisk nødvendigt mere. Hun sad på en lille forhøjning i dagligstuen, i lyset ved vinduet, med nogle særlige lup-briller på, så hun kunne se de fine masker. Det kunne så ske, at morfar havde tidligt fri - og så læste han højt for mormor. Denne højtlæsning var også en del af aftenhyggen, og på den måde fik de læst mange bøger sammen. Det var to mennesker, der holdt meget af hinanden. Morfar kunne godt lide at forkæle mormor - at være omsorgsfuld og sørge for, at hun fik mulighed for at slappe af - og at slappe af, det var hun god til. Uanset om huset så var fyldt op med feriegæster, så havde mormor fri den dag, hvor ugebladene kom. Så blev hun i sengen hele dagen, og morfar klarede madlavningen ind imellem sine jobfunktioner. Hun stod kun op, hvis hun var tvunget til det, og jeg ser hende endnu futte på toilettet i sin laksefarvede natkjole - uden korset, for korset under fuld påklædning, det var nødvendigt. Mormor var en kraftig dame. De sidste år På det tidspunkt, hvor morfar nærmede sig pensionsalderen, faldt det naturligt sammen med, at der var en anden organisation på vej inden for "arbejdsformidling", som morfars arbejde væsentligst handlede om. Han trappede stille og roligt ned, også med de personlige udgifter, hvor han havde holdt meget af sine cigarer. Han var kæderyger. Da han besluttede sig for, at nu måtte denne udgift skæres bort, så skulle intet gå til spilde. Han havde nogle cigarer tilbage i en kasse, og de skulle ryges, og det skulle gå hurtigt, så de ikke senere skulle ligge og friste ham. Han blev oppe en hel nat, og røg resten. Siden røg han aldrig, og han fik så fin en lugtesans, at han nemt afslørede os børnebørn, hvis vi havde røget i smug. Mormor og morfar ville nu gerne tættere på familien uanset, at morfar havde svært ved at sige farvel til miljøet omkring havnen i Frederikshavn. Den ældste datter, Karen, og den yngste, Grete, boede i Randers, så det var nærliggende at flytte til denne by. De fik en god lejlighed, og siden en bedre, og morfar fik sig et lille job som inkassator. Det holdt nu ikke ret længe. Han har nok været for blød om hjertet til at kunne rykke for - og kræve - penge ind.
Han døde under et ferieophold i København - under protest. Jeg fik lov at sidde hos ham de allersidste timer, og han vidste, hvor det bar hen. Han ville ikke dø fra mormor - vidste, at det var nødvendigt, at han blev. Mormor fattede det aldrig rigtigt. I sin alderdomssvækkelse forvekslede hun morfar med sin egen far. De sidste to år af sit liv kunne hun gerne have været sparet for. Hun klarede sig ikke længe alene i eget hjem, og måtte på plejehjem. En nådig lungebetændelse, som en omsorgsfuld læge undlod at behandle, satte så en stopper for et liv og en tilværelse, som alligevel ikke var vores mormor værdig. De blev begge bisat på kirkegården i Randers, og graven er nu sløjfet. Men - i min erindringsbilleder - er de stadig lyslevende! Dragør, september 2002 Til Slægten Mazanti | Til startsiden |
Mormor havde sine principper og
moralbegreber. Som børneopdrager var hun fuldbefaren, og
dertil rimelig bestemt - men også mild. Den helt store
oplevelse var at plaske i badekarret, helst hver aften.
Hun skulle give tilladelsen - og hun sagde aldrig nej.
Hun var ikke til at bringe ud af fatning - man kunne være
nok så fræk uden at det førte til mere end en let
bebrejdelse, hvor hendes tungemål, på trods af mange år
i det jyske, røbede, at hun var fynbo.
De blev gamle -
men alligevel, de bevarede deres rummelighed, kærlighed
og omsorg, til det sidste. Det kneb lidt for mormor at følge
med i livet, hun blev langsomt dement, og morfar måtte
tage mere og mere over, og det gjorde han fantastisk godt.
Morfar var slidt op, og især var det, når han var
udenfor sine vante, hjemlige omgivelser, at han ikke
havde det godt med helbredet.