Medgang og modgang balancerer -

Et besøg hos den milde og myndige fru Anna Mazanti,
som i morgen fylder 90 aar

Jeg sidder bare og stirrer paa væggene i min stue, og dagene snegler sig af sted. Har De det ikke ligesaadan, fru Mazanti?

Spørgsmaalet blev stillet af en ældre dame, som nu er blevet alene, og som føler sig dobbelt ensom, fordi hun ingen interesser har at fylde sin tilværelse med.

Fru Anna Mazanti svarede med sit milde smil, mens hun arbejdede videre med sit strikketøj:

- Nej, det kender jeg slet ikke til. Dagene flyver for mig og kan slet ikke slaa til.

Fru Anna Mazanti, som er enke efter malermester Carl Mazanti, der døde for godt fyrre aar siden, fylder 90 aar i morgen, torsdag. Hun bor nu i en lejlighed, Hjallesevej 40, hvor hun fra sine vinduer har udsigt til træer og pulserende trafik. Hun klarer sin hverdag alene, bortset fra et par timers hjælp, og hun hygger sig med sine minder, med møblerne fra det gamle hjem, og med maleriet af den lille, nordsjællandske landsbykirke, hvor hun baade er konfirmeret og viet. I et hjørne af stuen er den ny tid placeret: Et stort, flot fjernsyn, som hendes yngste søn, der bor i Amerika, har foræret hende. Da han hørte, at hans mor nu sjældent tager hjemmefra, mente han, at begivenhederne skulle bringes ind i hendes stue, og naturligvis er fru Mazanti glad for denne mulighed for at følge med i begivenhederne. Endelig er fjernsynet ogsaa en udmærket magnet for de sportsinteresserede yngre medlemmer af familien, som endnu ikke selv har faaet fjernsyn.

Besøget i fattighuset

Fru Anna Mazanti er en sød og mild dame med en blanding af moderlighed og myndighed i sit væsen. Det kridhvide haar er skilt i midten, og den mellemblaa kjole har blondestrimmel i halsen og er smykket med en broche i sølv og med maanestene. Hun sidder i sin øreklapstol med det hæklede skaanestykke og fortæller om fjerne tider.

- Mine forældre havde et bageri i Skævinge, og dengang var det nok svært at være gammel. Jeg husker, at min mor nu og da sendte mig hen med lidt godt til en gammel kone i fattighuset. Hun laa til sengs hele tiden, fluerne summede omkring hende, og alt var væmmeligt og uappetitligt. Jeg var kun en ganske lille pige dengang, men erindringen staar skarpt.

- Til vor ejendom hørte der et lille hus, hvor der boede en arbejderfamilie med to børn. Han gik paa dagleje og fik 33 øre om dagen. Det maa have været meget smaat ogsaa den gang, for mine forældre talte om, hvor svært det maatte være at faa det til at slaa til.

Maatte sige op, hvis man ville ha' ferie

- Hvordan gik det til, at De blev gift med en odenseansk malermester?

- Ja, det var vel nok lidt ad omveje. Jeg skulle - som alle andre unge piger den gang - i huset, og jeg var blandt andet hos en overretssagfører i København. Jeg var kokkepige; stuepigen var fra Odense. Naar herskabet rejste til udlandet, skulle vi tage os af deres to smaa børn; saa rejste vi til Odense, hvor vi boede hos stuepigens mor, som var enke, og det var under saadan et ophold, at jeg lærte min mand at kende. Han var allerede da malermester.

- Havde unge piger ferie den gang?

- Nej, hvis man ville have ferie, maatte man sige sin plads op. Det gjorde jeg et par gange, naar jeg havde været flere aar i samme plads. Det var ikke svært at faa en ny stilling. Efter saadan en ferie søgte jeg engang plads gennem Berlingeren, og jeg fik mere end hundrede tilbud, saa der var ingen smalle steder. Den højeste løn, jeg naaede op paa, var 16 kr., saa der kunne jo ikke lægges meget til side, hvis man ogsaa gerne ville se lidt pæn ud i tøjet. Jeg fik en gang en ny hat til 12 kr. - men saa holdt den ogsaa længe!

Haandværkerkaar den gang

- Gik det bedre, da De blev haandværkerfrue?

- Jeg har altid faaet, hvad jeg skulle bruge, og jeg har haft det godt. Min mand hørte til den gamle, solide haandværkertype; han var med i bestyrelsen for malerlauget, og vi kom sammen med naverne; han havde jo ogsaa selv været paa valsen. Min mand var meget flittig, arbejdede som maler paa nybyggeri baade i Odense, Kerteminde og i København, og desuden havde han meget malerarbejde paa Slotsbryggeriets vogne og paa skibe. Han malede bl.a. den sidste toldkutter, "Argus", som blev bygget her i Odense, og fik en takkeskrivelse med diplom derfor for veludført arbejde. Allerede i begyndelsen af 90'erne begyndte han at arbejde for Fyns Tidende, og det gamle firma har stadig malerarbejdet ved bladet. Foruden at han overkom en masse malerarbejde og forstod at sætte sine folk i gang, gav han ogsaa aftenundervisning paa Teknisk skole, saa han havde meget at se til.

Alene med forretning og stor børneflok

- Rent automatisk gav det vel ogsaa dem mere at bestille, fordi børnene jo paa den maade blev overladt til Dem?

- Naturligvis maatte det mest blive mig, der tog mig af børnene, og efterhaanden var flokken vokset til syv, fire sønner og tre døtre, saa der var slet ikke saa lidt at gøre. Da min mand døde, havde vi endnu tre skolesøgende børn, og min ældste søn, som ganske vist var uddannet malersvend, var kun godt 22 aar, da han og jeg skulle føre forretningen videre sammen.

- Havde De ogsaa folkene paa kost?

- Nej det havde vi ikke, men alligevel var det jo en halv snes mennesker til hverdag. Men hos min svoger i Nørregade [smedemester Johs. Mazanti] havde de folkene paa kost; det husker jeg ganske tydeligt, fordi vi altid var derinde allesammen juleaften, naar vi havde haft vor egen fest hjemme sammen med børnene. Saa vandrede vi i trop til Nørregade 50, hvor min svigerfar og svoger ventede os, naar folkene havde spist. Saa fik vi æbleskiver og punsch og dansede nok en gang om juletræet.

- Har De slet ingen tilbage af Deres gamle omgangskreds?

- Det tynder svært ud i rækkerne. Jeg har været saa glad for at spille bridge, og vi var fire ældre damer, som fornøjede os med det, men nu er et par af dem døde. En af mine sønner - jeg har jo tre af dem boende her i Odense - siger ellers, at det var en fornøjelse at se mig komme rødmosset og oplivet hjem fra kortspillet, som maaske nok formede sig lidt mærkeligt, for det kniber for mig at høre, og en af de andre kunne daarligt se, men vi havde det dejligt alligevel.

Parat til hastigt opbrud

- Naar De sidder her i Deres fredelige stue med et strikketøj eller stramajbroderiet, er De saa indstillet paa endnu en lang række aar, eller er De parat til hastigt opbrud?

- Hver gang jeg planlægger noget, tilføjer jeg: "Hvis jeg da lever". Saa snart noget forekommer mig unormalt, hvis jeg er for træt eller lidt utilpas, forestiller jeg mig, at nu kan det maaske være slut.

- Ved De helt præcis, hvad der har været Deres livs største glæde?

Fru Mazanti tøver et øjeblik og lader ligesom tanken afsøge minderne, før hun svarer:

- Jeg tror næsten, det var den dag, jeg fik mit første barn. Min mand var i København for at udføre et arbejde, og der gik flere dage, før han saa vor lille søn. Hvor var jeg lykkelig for at vise ham vort lille barn.

- Hvordan er Deres plan for fødselsdagsfesten?

- Jeg har inviteret hele den nærmeste slægt, børn, børnebørn og oldebørn, til en aftenfest i Næsbyhoved Skov, og jeg glæder mig.

- Har De faaet ny kjole til festen?

- Ja, og jeg tør næsten ikke tilstaa, at den er bordeauxfarvet. Min datter var med ude at købe den, og da hun syntes den røde farve stod saa godt til mit hvide haar, tog jeg den, selv om jeg var lige ved at føle mig genert over, at jeg skal i rødt til min 90-aars dag.

- Hvis De skulle gøre status, hvordan synes De saa, skæbnen har behandlet Dem?

- Jeg tror, at vægtskaalen for medvind og modgang staar nogenlunde i balance. Jeg har ikke altid haft det let, men jeg har ogsaa haft store glæder, og jeg er glad og tilfreds.

GUDRUN

Brudefærd i 1898

14.11.1954 fortalte Anna Mazanti nogle af sine børn om sit bryllup - som fandt sted i en nordsjællandsk landsbykirke:

- Hvordan foregik fars og dit bryllup?

- Det var ude i Skævinge. I 1898, den 29. oktober. Jeg tror nok det var om formiddagen. Så spiste vi til middag, og jeg var jo i brudekjole, slør og hele tilbehøret. Der kom jo forskellige og gratulerede, og i hvert fald så var vinflaskerne blevet tomme, og pludselig så så vi præsten. "Uh, nu kommer præsten, og der er ikke mere vin!", siger de, og så tager de flaskerne og hældte sjatterne sammen, der var tilbage, så der kunne blive et par glas vin til præsten. Flaskerne var næsten tomme! Så præsten fik jo både kage og vin.

- Hvem var med til bryllupsmiddagen?

- Det var Martin Jeppesen og hans kone og så... ikke andet end søskende og... der var ikke særlig mange. Da klokken var halv 4 eller 4 eller sådan noget, så skulle vi køre - det var i hestevogn, og vi skulle køre til Frederiksborg for at kunne nå toget, og vi kom til København - da var klokken vel halv 7 eller sådan noget - og vi var inde på National, jeg med brudedragt på, for far han holdt på, at jeg skulle holde min entré med brudetøj, det hørte sig til, og det skulle det være. Så jeg rejste med min brudekjole på, og jeg havde sådan et langt slag på, som de brugte dengang, med en hætte op over, det var nærmest til at dække selskabskjoler og sådan noget, når de skulle til selskab, i teatret eller sådan, og det var moster Nines [Carls søster Cathrine Mazanti, gift Norden], jeg havde ingen selv. Så jeg vakte jo opsigt på National, hvor vi sad og drak kaffe og ventede på, at toget skulle gå til Korsør.

- Sløret havde du altså også på?

- Ja, jeg havde brudetøjet på, men jeg havde jo slaget omkring mig, men det kunne jo ikke skjules, jeg kunne ikke sidde med hætte på, med kransen og det hele. Vi fik vist ikke andet end kaffe, jeg tror det ikke. Og så tog vi toget, og da var klokken vel 7 - den har så ikke været så mange alligevel, da vi kom til København, når vi kunne få tid til at være derovre. Og så da vi kom her til Odense, så var der jo en masse ved toget, her var det rigtige, her var de allesammen... nogen og tyve. Og de fulgte os hjem der til Skibhusvej. Det var klokken 12 om aftenen. Og de kom med op allesammen, og de fik vin, der var ingen smalle steder. Det havde Carl og moster Nine sørget for.

- Det var derfor de ville have, du skulle komme i brudestads.

- Der manglede jo glas, så det endte med, de drak vin af kopperne. Det gjorde ikke noget. Der var malerne, der var smedene oppe fra Nørregade 50, der var så mange. Jeg kendte jo ikke ret mange af dem. Og jeg var træt. Og så om morgenen - da var klokken vel ikke mere end 7 - da kom Dannesboe, og han dundrede på døren derude, og det var jo ikke en tid at komme og vække os på, når vi var kommet i seng, da klokken var 2-3 stykker, jeg ved ikke hvor mange den var. Så kom han og dundrede på, men i hvert fald så ville han ind. Han gav ikke op! Far stod så op og lukkede op for ham. De var jo gode venner, alle dem han arbejdede sammen med og for. Han havde altid så meget arbejde fra Dannesboe. Han malede hans møbler og alt sådan noget.

- Var der blomster hjemme hos jer?

- Ja, masser af blomster. De stod på trappeopsatsen hele vejen op til 1. sal, og på trinene stod der urtepotter og buketter. Og over døren var der pyntet med guirlander, det var Lagoni, der havde været mester for det, og der var transparent med "Tillykke", storke og et lys bagved, det var meget flot.

- Havde du været ovre og indrette hjemmet selv?

- Nej, det havde jeg nu ikke. Det havde moster Nine. Hun var jo ikke gift dengang. Det var helt i orden. Jeg havde været med til at købe gardiner, og jeg havde været med til at se på møbler, men vi kunne jo ikke få lejligheden før lige til sidst, og så var der blevet malet og gjort i stand, og der kunne jeg ikke være med.

- Flyttede du så om på det efter din egen smag bagefter?

- Årh, der var ikke ret meget at lave om på, for det kunne kun stå på en måde, der var ikke så meget plads. Det havde jo moret moster Nine, selvfølgelig, at gå og arrangere hjemmet der. Det var pænt. Det er den jo den samme sofa og samme stole som her. Der var ikke så meget at lave om. Hver stue var på 2 fag vinduer. De var ikke så store.

Til Slægten Mazanti | Til startsiden