Hansted-grenen: Frisind og kunst

 
 

Familien Hansted

Flora Mazantis ældste datter, Sophie Evers (1851-1937), giftede sig med lægen Christian Hansted. De rejste til Færøerne, hvor flere af børnene blev født. Senere bosatte de sig på Falster, hvor Hansted blev en respekteret distriktslæge. Tre af døtrene blev lægehustruer:

  • Flora (født 1879), gift Andersen

  • Marie (født 1886), gift Hagens

  • Sophie (født 1890), gift Borberg

Flere medlemmer af de tre Hansted-søstres familier - "indfødte" og ægtefæller - skabte sig et navn i offentligheden. Nogle gjorde sig gældende indenfor debat og samfundskritik, andre har beskæftiget sig med design og kunst.


Niels Chr. Borberg

Den yngste Hansted-søster, Sophie, blev efter en skilsmisse i 1926 lykkeligt gift med overlæge N. C. Borberg (1880-1964). Borberg var en begavet mand med alsidige interesser. Han var dr.med., praktiserede som specialist i nerve- og sindssygdomme, var overlæge ved Invalideforsikringsrådet og arbejdede på Rigshospitalets nerveafdeling. Ib Ostenfeld skrev i Dansk Biografisk Leksikon, at han "engagerede sig i tidens åndelige og sociale brydninger med kloge, besindige indlæg, båret af fremadskuende, human tankegang." Han var tidligt fortaler for provokeret abort, når de sociale forhold talte for det. Psykisk forskning interesserede han sig også for - han anerkendte telepati og afviste religiøs spiritisme. I 1921 skrev han et skuespil om kærlighedens problematik, Skin og virkelighed (udgivet 1936).


Inger og Poul Henningsen

Den ældste af Hansted-søstrene, Flora, var gift med overlæge H. C. Andersen i Odense. Deres døtre, Inger og Grethe, voksede op i et beskyttet og velhavende miljø i "etatsrådernes by". Inger Andersen, født 1904, erindrede senere, at hendes far kun havde givet hende een lussing. "Det var engang, mor havde købt et moderne maleri, som vi jublende beundrede. "Må jeg være fri for at få sådan noget møg rost i mit hjem," råbte han og slog til. Men billedet blev hængende." Inger kom på en fin pigepension i Schweiz og uddannede sig til autoriseret massøse (fysioterapeut) i København. I 1927 giftede hun sig med sin moster Sophies fraskilte mand, tandlæge Otto Kemp, og de fik to døtre, men midt i 1930'erne traf hun manden i sit liv - Poul Henningsen (1894-1967), bedre kendt som PH.

Den kulturradikale kæmpe PH er ikke nem at beskrive med få ord, han havde masser af jern i ilden som forfatter, arkitekt, samfundsrevser og provokatør. Han arbejdede med industriel formgivning, især af lamper, og skabte 1925 PH-lampen. Som redaktør af Kritisk Revy 1926-28, i avisartikler, revyer og digte var han en skarp samfundskritiker og forkæmper for frisind. I sine sidste år var han redaktør på det nye forbrugerblad Tænk.

 
En tidlig PH-lampe - 3/2 fra 1933
Kilde:
PH-lamper
  Poul Henningsen
Kilde: Danmarks Radio

I syv år fungerede Inger som PH's sekretær og ledsager på foredragsturneer, men først i 1943 gjorde de deres forhold officielt. De lod sig skille fra deres ægtefæller og giftede sig. "Samme efterår," skriver Hans Hertel i det nye Dansk Kvindebiografisk Leksikon, "da Poul Henningsen modtog nazistiske dødstrusler, måtte de flygte til Sverige i åben robåd, og i Stockholm hjalp Inger Henningsen sin mand i hans skribent- og foredragsvirksomhed og bidrog til parrets underhold ved at plissere lampeskærme. I 1945 deltog hun i humanitært hjælpearbejde for de danske koncentrationslejrfanger, som den svenske greve F. Bernadottes hvide busser bragte hjem."

Hans Hertel fortsætter: "Inger Henningsen fortsatte som sekretær for Poul Henningsen i de hårde år i 1940'erne og 1950'erne, da han angreb retsopgøret, behandlingen af tyske flygtninge og meget andet fra seksualmoral til pop og blev den mest udskældte mand i dansk kulturliv. Med sin evne til at trylle blev hun centrum i det kreative miljø, de fra 1948 skabte omkring sig i Usserød, og "Valdemar", som hendes mand kaldte hende, blev en uundværlig meddebatør og modsiger, sikrede ham arbejdsro for plagsomme folk og anonyme opringninger og plejede ham de sidste år til hans død i 1967, da Parkinsons syge lammede ham. I deres 30-årige parløb blev hun en forudsætning for, at han udfoldede sig helt som kunstner, kulturkritiker, folkeopdrager og livskunstner."

"Ligesom Inger Henningsen blev "det lyse mirakel" i Poul Henningsens liv, og vice versa, varetog hun hans eftermæle ved at ordne hans arkiv og sikrede det for forskningen via Det Kgl. Bibliotek. Da lysfirmaet Louis Poulsen & Co., som producerede PH-lampen, i 1967 stiftede PH-fonden til fremme af "de almennyttige idéer, Poul Henningsen har kæmpet for", blev hun et meget aktivt bestyrelsesmedlem og senere formand indtil 1987. I de sidste år, da firmaet af politiske grunde havde standset støtten til fonden, finanserede Inger Henningsen den af sine royaltyindtægter, uforfærdet og underfundig i valget af de skæve oprørere og kontroversielle initiativer, der fik støtte og priser. Når folk ville diskutere kulturradikalisme og andre -ismer med Inger Henningsen, sagde det hende ikke noget. Frisind var for hende praktisk sindelag og sund fornuft, og til sin død som 91-årig udstrålede hun engagement, nysgerrighed og værdighed fra et dramatisk, men muntert liv."


Verner Panton

Inger Henningsens datter af første ægteskab, musikpædagog Tove Kemp, var 1950-53 gift med arkitekten Verner Panton (1926-1998). PH havde lært sin stedsvigersøn meget om belysning, og de to bevarede et nært venskab. Panton flyttede til udlandet og blev i 1960'erne en af de mest toneangivende internationale designere. Han udforskede de nyeste muligheder i syntetiske materialer og teknologi, og hans stoleeksperimenter brød normerne. De er hovedværker i international designhistorie og omfatter polstrede flydeformer og stole fremstillet i et stykke. Hans farvestærke stabelstol i plast (1960) var verdens første af sin art. Han designede lamper og skabte mange rumindretninger i kraftige farver, f.eks. istandsatte han i 1984 Cirkusbygningen i København. Han var fremmed over for Danish Design men kan alligevel betragtes som den sidste af de store, danske designere fra tiden efter 2. verdenskrig. Han er repræsenteret på museer verden over.


Christian Vilhelm Hagens

Marie Hansted, moster til Inger Henningsen, var gift med ørelægen Gunnar Hagens og fik fire sønner og en datter. Den ældste søn, Christian Vilhelm Hagens (1905-19??), læste jura og nedsatte sig som landsretssagfører. Efter besættelsen blev han af Justitsministeriet beskikket som anklager i sager mod landsforrædere. Han var især kendt for sit virke som forsvarer i "politiske" sager, bl.a. en injuriesag mod Land og Folks chefredaktør Børge Houmann, sagen mod den østtyske spion Jörg Meyer og fagbevægelsens blokadesager. Han havde besøgt Sovjetunionen i 1933 og blev dengang overbevist kommunist. Ud fra sin politiske overbevisning så han det som sin rolle at afdække samfundets uretfærdigheder og hjælpe menneskeskæbner. Han administrerede den kontroversielle Fonden af 9. november 1919, som gav tilskud til fredsbevægelserne. Christian Vilhelm Hagens Legatet bærer hans navn.


Erik Hagens

Den næste søn i familien Hagens, lægen Erik Hagens (1909-1944) var (sammen med Ole Bernth) forfatter til de første udgaver af Medicinsk Kompendium, "det formentligt mest udbredte værk i den danske, medicinske litteratur." Han var også aktiv modstandsmand og blev knyttet som læge til sabotagegruppen BOPA, der gennemførte ca 3000 aktioner i årene 1942-1945. Erik Hagens blev dræbt i 1944. En af hans kammerater fortalte om ham i BOPA Mindebogen (1950):

Erik HagensHagens var den første læge, der blev knyttet til BOPA, og han kom efterhånden til at stå os meget nær. Ud over hjælpen til de sårede instruerede han os i brugen af forbindingskassen, hjalp på alle mulige måder, og vi betragtede ham som en ældre kammerat; for flere var han nærmest sjælesørger. Da aktionen på Globus blev planlagt, regnede vi alle med, at den ikke kunne gennemføres uden tab; det var derfor en naturlig ting for Hagens, at han selv krævede at komme med for at kunne tage sårede under behandling med det samme. Hans omsorg for os skulle koste ham selv livet. Vores vogn blev skudt i stykker ude ved fabrikken, hvorefter vi tog en af statsbanernes rutebiler. Hagens kørte vognen ind mod byen; da vi passerede fabrikken Carltorp, kom vi i kamp med vagterne der. Et af de første skud ramte Hagens. Det var et ondt lune af skæbnen, at netop ham, der skulle hjælpe os andre, var den eneste, der blev ramt under hele aktionen. Jeg glemmer aldrig, da jeg kom til møde med de andre gruppeledere, de var glade over det vellykkede angreb; men der blev stille, da de så mig, det var svært at fortælle, hvad der var sket, der var mange der græd, da det gik op for dem, at vi ikke havde Hagens mere. Det var folk, der havde set og oplevet lidt af hvert. Når de græd, så var det for mig det bedste bevis på, hvad Hagens betød for os.

Erik Hagens og Ursula Munch-Petersen

Der kom også en Erik i næste generation af familien Hagens. Han var fire år, da hans farbror blev dræbt. Erik Hagens er i dag en anerkendt maler og grafiker. Han har også arbejdet med foto, dokumentarfilm, plakater, rejsebøger, tidsskrifter og demonstrationer. I fortællende, detaljerige billeder har han skildret nutidens byliv; hans produktion repræsenterer "en af de mest konsekvente realiseringer af ideerne om nedbrydningen mellem kunsten og de mere populære billedformer". Hans kone, Ursula Munch-Petersen, regnes for en af de bedste danske keramikere. Hun har udført udsmykninger og skabt brugsting, bl.a. det populære fajancestel Ursula fra 1992. Sin inspiration har hun dels fundet i folkelig brugskunst og dels i botanik. Hun er knyttet til Royal Copenhagen som designer.


Man kan læse om Poul og Inger Henningsen i Paul Hammerichs PH-biografi, Lysmageren (1986). N. C. Borberg biograferes i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. Både Inger Henningsen og Ursula Munch-Petersen er som nævnt med i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Chr. Vilh. Hagens blev interviewet i Land og Folk 24.12.1980. Verner Panton og maleren Erik Hagens, se Weilbach. Dansk Kunstnerleksikon. Se desuden bogen Erik Hagens - reportage og maleri (1994) og Teresa Nielsens flotte bog om hans kone, Ursula Munch-Petersen (2004).


Til Floras efterkommere | Til Slægten Mazanti | Til startsiden