Barndom og ungdom Da der blev holdt folketælling i februar 1801, var familien Mazantis ældste søn allerede kommet hjemmefra. Ferdinand var født i juni 1789, så han var altså kun 11 år. Skal man tro slægtens traditioner, blev børnene opdraget i velhavende familier efter forældrenes tidlige død. Men det er muligt, at Ferdinand kom i pleje, selv om hans far og mor levede i bedste velgående. Den lille italienerdreng kan have gjort indtryk på en af familiens bedrestillede bekendte, der så har tilbudt at tage sig af ham. Sådan et tilbud har været svært at afslå, det var en stor chance for et fattigt barn.
Skolen var meget moderne efter den tids forhold. Eleverne var fordelt i tre hovedklasser. I første klasse lærte de dansk og tysk, skrivning og regning, religion, geografi samt "hvad der iøvrigt tjente til Forstandens og Hjærtets Dannelse, til at vække Videlysten og øge Indsigten i Naturens Undere". I anden klasse modtog den enkelte elev undervisning alt efter, hvad han skulle beskæftige sig med efter sin skolegang. I tredie klasse var det hensigten at lade eleverne opnå "liberal dannelse"; de havde mulighed for at lære fransk og engelsk, geografi, historie, mytologi, fysik, antropologi, logik og psykologi. Tegning og musik blev der også undervist i. Det var en streng skole, som holdt grundigt opsyn med børnene, og de blev opdraget med "passende" straffe og kristelige formaninger. Ferdinand har nok ikke været begejstret for disciplinen, men han må have forladt skolen som en "dannet" ung mand. En anden underklassedreng fra Odense, H. C. Andersen, havde sikkert heller ikke klaret sig så fint blandt de store og fornemme uden sine lidelsesfyldte år på Slagelse Latinskole.
I april 1807 boede Ferdinand på den sydfynske herregård Østrupgård og blev konfirmeret i Jordløse Kirke. Han befandt sig nu i det herregårdsmiljø, som han kom til at opholde sig i resten af livet. Jeg forestiller mig, at han har lært landvæsen på Østrupgård, for ni år senere var han som 27-årig forvalter på en anden herregård, Follerupgård i Herslev Sogn mellem Kolding og Vejle. I et nabosogn, Viuf, var han så heldig at gøre indtryk på en ung pige, Christine Ingwersen - og formodentlig også på hendes far! Han blev i hvert fald accepteret som svigersøn af den velhavende major Ingwersen fra Viufgård, og i november 1816 stod brylluppet i Viuf Kirke med Ferdinands arbejdsgiver fra Follerupgård, Christian Rønnenkamp, som forlover. Ferdinand havde virkelig gjort et godt parti - ikke dårligt for en indvandrer, hvis mor var begravet i Odenses fattigjord. Det tyder på, at han havde lært de rette manerer gennem sin skolegang og sin færden i "de bedre kredse". Og hans sydlandske charme har nok gjort udslaget! Men hvad var det egentlig for en familie, han nu blev en del af? Studekongen fra Viuf I 1773 fik stadslægen i Fredericia en søn, som han gav navnet Johannes Peter Ingwersen. Doktoren drømte om, at sønnen skulle studere til læge - men de planer havde drengen ikke tænkt sig at følge! Han var en vild krabat, så faderen sendte ham på opdragelsesanstalt i Christiansfeld. Men Johannes løb sin vej og lod sig hverve til de holstenske landstyrker. Militærlivet passede ham godt, og han blev løjtnant. I 1794 giftede han sig med Marie Elisabeth Soel fra Viuf og overtog hendes fars gård. De fik datteren Christine i 1797. I Napoleonskrigenes tid trådte Ingwersen atter i militærets tjeneste og måtte en overgang overtage militærskolen i Fredericia. I 1816 blev han udnævnt til major og tog sin afsked fra hæren.
I majorens hjem levede man spartansk, og der var disciplin. Det var en tid, hvor fysisk vold var en del af hverdagen i alle dele af samfundet. "Kosten var hovedsagelig Grød, Vælling og den Slags", fortalte sønnen Peter (1819-1914) om sit hjem. "Prygl kunne vi få gratis, om der var noget i Vejen". Majoren dominerede sine voksne børns liv. Sønnerne hjalp med studehandelen, efterhånden som de voksede til. Jonas var en overgang næsten uafbrudt på handelsrejse til hest. Den voldsomme anstrengelse gik ud over hans helbred, og for at slippe måtte han, uden at majoren vidste noget, forpagte to gårde på Mors. Det var så langt fra Viuf, at det strenge handelsliv hver dag var umuligt. Peter afløste sin bror. Læretiden hos faderen blev ikke let for ham. Da han var 26, kunne den strenge major stadig finde på at tugte ham med ridepisken! Det kan ikke altid have været nemt for Ferdinand Mazanti at være majorens svigersøn - selv om han formentlig slap for at få klø! Major Ingwersen døde i 1852, tre dage før sin 80 års fødselsdag. Han havde fået en lang række børn i to ægteskaber. I dødsannoncen stod der, at "Hans Ægtefælle og 10 Børn modtager ham i Evigheden. Af hans anden Ægtefælle, 12 Børn og mange Børnebørn, som overlever ham, bliver han savnet og velsignet." Savnet af familiens overhoved må dog have været blandet med en vis lettelse! Sønnerne Peter og Jonas gik i kompagniskab og fortsatte studehandelen. De var Jyllands største eksportører ligesom deres far, indtil høje, tyske toldsatser satte en stopper for forretningen. Da Christine Ingwersen var blevet gift med Ferdinand Mazanti, var det majorens ønske, at hans datter kom til at bo standsmæssigt. Det havde Ferdinand ikke økonomi til, så majoren tog sagen i sin egen hånd, købte 1817 hovedgården Stovgård ved Tørring nord for Vejle af grev Chr. Ditlev Holstein og skødede den til sin datter. Nu kunne Ferdinand kalde sig proprietær. Stovgård er en meget gammel gård, hvis ejerliste kan følges tilbage til Peder Skram i 1440. 1616-57 var en kendt statsmand, Christian IV's kansler Christen Thomesen (Sehested), herre på gården. Siden havde den mange forskellige ejere. Det var oprindeligt en stor hovedgård med meget tilhørende fæstegods. 1785 hørte 81 gårdmænd og 31 husmænd under Stovgård. Men i 1791 købte fæstebønderne deres gårde, og selve hovedgården blev delvist udstykket. 1683 havde 329 tdr. land været under plov, men 1802 var kun 180 tdr. tilbage.
Da familien Mazanti kom til Stovgård, flyttede den ind i en eenetages, trefløjet hovedbygning af bindingsværk, som assessor Schmidt havde ladet opføre i 1763 sammen med en ladegård "af vidtløftig bindingsværksbygning". Under hovedbygningen fandtes der svære kældermure af kampestenskvadre og munkesten fra et tidligere Stovgård. Gården lå smukt, omgivet af vand - det var rester af voldgrave. 400 meter øst for gården lå, som et minde om en fjern fortid, resterne af det ældste Stovgård: Det middelalderlige voldsted Røverkulen. Voldstedet var cirkelrundt, omgivet af en grav og en lav vold. Da man sløjfede stedet i 1875, blev røde munkesten og kampesten kørt bort - det var resterne af et middelalderligt stenhus. Nogle af kampestenene var så store, at der måtte fire heste til at flytte dem. Før den tid har Røverkulen sikkert været en spændende legeplads for de mange Mazantibørn, efterhånden som de blev store nok til at færdes på egen hånd på gårdens marker. Hverdagsliv på Stovgård Stovgård har bestemt ikke været noget stille sted, for den daglige drift krævede en masse tjenestefolk, og som børnerig familie "af stand" havde Mazantierne også brug for en del ansatte i hovedbygningen. I 1840 var der 33 beboere:
Kontrasten til Ferdinands fattige barndomshjem i Odense er enorm! Der har været mange på kost, både i folkestuen og i familiens spisestue. Ved hvert måltid var der mange om bordet: Husets herre og frue og alle børnene, huslærer og lærerinde, husjomfru, forvalter og landvæsenslærlinge. Når der blev holdt barselsgilde på gården, blev disse "finere" ansatte ofte budt med som faddere. Desuden valgtes fadderne blandt familiens omgangskreds: Selvfølgelig familien Ingwersen men også mange af omegnens præster og deres koner og døtre. Ved en enkelt dåb var grev Rantzau fadder. Som Stovgårds ejer har Ferdinand sikkert været en anset mand på egnen. Tørrings bønder var ikke mere fæstere under gården, men Ferdinand var skolepatron, og gården var den største i sognet. I 1840-41 fik han et nyt hverv, som rakte ud over lokalsamfundet. Der skulle udpeges medlemmer til den jyske stænderforsamling i Viborg for perioden 1841-47, og Ferdinand blev valgt i Viborg og Ribe Stifter! Desværre nåede han næppe at møde op, for i oktober 1841 døde han. Han blev kun 52 år. Han efterlod kone og ni børn - den lille Ida var bare 14 måneder. Heldigvis var de ældste børn voksne. "Bedre folks børn" kunne ikke få den nødvendige skolegang på landet, så i 1834 boede familien Mazantis ældste sønner, Peder på 15 og Erich på 12, i Horsens hos jomfru Tolstrup. De var begge disciple i latinskolen. Senere blev Peder forberedt til teologi-studiet af pastor Møller i Nykirke Præstegård, og derfor har det nok været tanken, at Erich engang skulle arve Stovgård. Efter faderens død i 1841 måtte han som 19-årig støtte sin mor og blev forvalter på gården. Men den følgende sommer ramtes familien atter af skæbnen. Erich fik nervefeber, som tyfus blev kaldt i ældre tid, og døde af det.
Christine måtte give op. Hun søgte sikkert råd hos sin dominerende far, og det har nok været hans afgørelse, at hans søn Rasmus skulle drive gården videre. Overtagelsen skete i 1843, og sammen med sine børn forlod Christine det gamle hjem og flyttede til Vejle. 16-årige Julius rejste videre til Flensborg. Hvad han skulle der, ved jeg ikke, men hans fars gamle arbejdsgiver, familien Rønnenkamp, havde en stor gård dernede, så måske tog de sig af ham. Og snart indledte han nok sin karriere i militæret. I Vejle fik Christine en bolig i Nørregade 20 og levede af sin formue. Men det var sikkert svært at forsørge de mange børn, så hun fik familie og venner til at hjælpe sig. I 1845 havde hun, foruden en tjenestepige og den ældste, ugifte datter Amalie, kun de to yngste børn hos sig. Ferdinand, 21 år, opholdt sig i Nykirke Præstegård hos familiens gamle bekendt, pastor Møller, og han havde taget sin 16-årige søster Flora med sig. Så kunne hun holde præstefamilien med selskab og lære husholdning. Samtidig gik Axel, 13 år, i latinskole i Århus og boede hos blikkenslager Høyer sammen med en fætter fra Stovgård, Christian Ingwersen. Adolph, 11 år, var plejebarn hos sin morbror Martin Ingwersen på hovedgården Agersbøl. Senere sendte Ingwersen sin søn Johannes Peder til Kolding sammen med Adolph. De boede i 1850 hos deres lærer, adjunkt Müller fra latinskolen. Adolphs lillebror Emil startede sin skolegang i madam Stephansens pogeskole i Vejle, men i 1847 åbnede deres bror Peder, nybagt cand.theol., sin egen drengeskole i byen, og Emil blev selvfølgelig overført til Peders "institut". Som ældre flyttede Christine ned til Slotsmøllen i Kolding, som sønnen Axel forpagtede. Hun blev meget gammel, knap 90 år - og var enke i 45 år. Hendes gamle hjem, Stovgård, skiftede hurtigt udseende efter familien Mazantis fraflytning. Allerede 1844-46 skete der en omfattende ombygning af hovedbygningen, men den er fortsat trefløjet og i een etage. Den østlige sidefløj af bindingsværk eksisterer endnu og gør det muligt at forestille sig, hvordan det gamle Stovgård så ud. I over 150 år har dygtige landmænd fra Ingwersen-familien ført stedets traditioner videre. Major, proprietær og studehandler Johannes Peter Ingwersen blev født 28.09.1773 i Fredericia og døde 25.09.1852 i Viuf, han blev gift (1) 20.06.1794 samme sted med Marie Elisabeth Soel, født 08.01.1772 samme sted, død juli 1811 samme sted, og gift (2) 12.09.1813 samme sted med Kirstine Poder, født 1788 i Bække, død 23.02.1875 i Kolding. Traditionen om forbindelsen til slægten Schaffalitzky de Muckadell er fortalt af Ferdinands oldebarn H. C. Hollesen. Eigil Petersen oplyser Ferdinands fødselsdag i Hvem Forsker Hvad 1985, og J. Chr. Clausen nævner ham i "Bernstorfsminde Seminarium" i Svendborg Amt 1909. Valget 1840-41 nævnes i Hans Jensen: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-48, bd. 2 (1934). Stovgård beskrives i Danske Slotte og Herregårde, bd. 15 (Kbh. 1967), red. af Aage Roussell, og i Træk af Tørring sogns historie, 2. udg. (Tørring 1974). I sidstnævnte bog fortælles en anekdote om Ferdinand, som vistnok egentlig handler om en anden af major Ingwersens svigersønner; se P. Eliassens "Studehandlere" i Vejle Amts Aarbøger 1919, som beskriver majoren og hans sønner. Mazanti-børnenes skolegang kendes fra folketællinger og fra Holger Petersens Min Slægtebog (Kbh. 1918). Til startsiden | Til Slægten Mazanti | Til Theresia |
Valget af faddere ved
Ferdinands yngre søskendes dåb i Odense beviser, at forældrene
kendte flere fynske aristokrater personligt. Der
eksisterer en mundtlig tradition om, at den adelige
familie Schaffalitzky de Muckadell, som ejede det fynske
gods Arreskov, tog en Mazanti til sig. Hvis det er
korrekt, har det været Ferdinand. Han må i hvert fald
have haft en velynder, som kunne se mulighederne i en
kvik men fattig dreng og betalte hans ophold på en
anerkendt, sydfynsk kostskole, Bernstorffsminde
Seminariums pensions- og opdragelsesanstalt ved Korinth.
I mange hundrede år havde der været
en stor eksport af jysk kvæg til markederne i Slesvig og
Holsten. Derfor var den jyske Hærvej også kendt som
Oksevejen. Da Ingwersen var blevet gårdejer, begyndte
han inden længe at handle med stude. Han opkøbte dem i
Østjylland og førte dem sydpå. Efter
startvanskeligheder tjente han efterhånden mange penge
og blev kendt og respekteret i hele Jylland. Snart fik
han tilnavnet "studekongen". Han skal engang
have haft 3000 stude med på en markedsdag i Husum -
noget ingen anden studehandler kunne præstere. Efterhånden
som han tjente sin formue, investerede han i jord. Han
ejede flere gårde i Viuf og byggede 1846 gården
Elisabethsminde nord for landsbyen. Han købte tre herregårde
på Vejleegnen, Agersbøl, Stovgård og Lerbæk, hvor han
anbragte nogle af sine børn.
