|
Efter viceadmiral Evers' død skrev en søofficer om ham: "I ung Alder forrettede han Tjeneste i den engelske Flaade og han bevarede gennem Livet meget af det, der præger den bedste engelske Søofficerstype. Han var ikke alene selv en "Søens Gentleman", men han havde en særlig evne til at bibringe sine Underordnede samme Tankegang." Men selv om Evers lagde vægt på at holde de korrekte former, fortsatte officeren, "bedømte han Mennesker for hvad de indeholdt og ikke for, hvad de syntes at være. [...] Da Viceadmiral Koefod-Hansen døde som Chef for Flaadens Overkommando under Sikringsstyrken under 1. Verdenskrig, var det en tung Arv Viceadmiral Evers fik overdraget i Krigens sidste Aar," men han "fuldførte han ogsaa dette Hverv paa bedste Maade." I sit ægteskab med oberstdatteren Marie Alexandra Lindholm blev Evers far til en søn og en datter. Sønnen, C. V. Evers, født 1887, trådte i sin fars fodspor i søværnet. I 1937 blev han udnævnt til kommandør, og fra 1939 var han chef for søofficersskolen. Men begivenheder under besættelsen afbrød hans flotte karriere. I 1943 var han chef for skoleafdelingen for kadetter, som bestod af kadetskibet Ingolf, inspektionsskibet Hvidbjørnen og flere andre fartøjer. På grund af befolkningens stigende modstand og nye tyske krav gik regeringen af den 29. august, og samme dag angreb tyskerne alle militære anlæg i Danmark. Søværnets chef havde på forhånd udsendt en hemmelig ordre om enten at sænke skibene eller sejle til Sverige. Evers og hans mænd afgik med Ingolf og Hvidbjørnen mod svensk farvand, men, som det senere blev formuleret, han "havde fra søværnskommandoen fået en uhensigtsmæssig og forkert modtaget indskærpelse af dennes forholdsordre af 30/5 1943, hvilket havde bibragt ham den opfattelse, at han under alle omstændigheder skulle indhente SVK forholdsordre. Dette viste sig imidlertid i det givne tilfælde ikke muligt." I Storebælt mødte C. V. Evers uheldigvis en tysk minestryger, som beordrede ham til at stoppe sine skibe. Han var i tvivl om, hvad han burde gøre. I stedet for straks at lade sine skibe sænke valgte han at forsøge forhandlinger med det tyske fartøjs fører, men han havde ikke regnet med, at den stærkt bevæbnede, tyske besætning fulgte med ombord på Ingolf. Evers blev truet til at udlevere skibets håndvåben, og det tyske flag blev hejst på Ingolf og Hvidbjørnen. Begge skibe blev beordret til at afgå mod Korsør. De danske besætninger forsøgte at sænke deres skibe undervejs, og det lykkedes at sænke Hvidbjørnen. Efter befrielsen blev Evers' og flere andre officerers forhold undersøgt af en kommission, og han fik derefter sin afsked i nåde og med pension.
Viceadmiral Evers' datter, Fanny Evers, født 1889, havde giftet sig med en dansk-tysk godsejer, Christian von Lotzbeck. Han var bayersk "Freiherr" men valgte at benytte den tilsvarende danske titel, baron. De blev i 1909 viet i Holmens Kirke, fik efterhånden en søn og en datter og bosatte sig i Berlin. Men i december 1920 mistede baronesse Fanny sin mand. Berlingske Tidende bragte en nekrolog:
Efter knap to års enkestand giftede den unge enkebaronesse sig igen. Den udkårne var lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe, en efterkommer af Christian den 5. Kongen skænkede i 1676 Samsø til sin elskerinde, Sophie Amalie Moth, og gjorde hende til grevinde af Samsøe. Deres fælles efterkommere fik grevelige rettigheder, med forrang for andre grever. Aage Danneskiold-Samsøe arvede grevskabet Samsøe ved sin fars død i 1914. Det blev opløst i 1921, hvorefter han var ejer af stamgodset på Samsø, Brattingsborg. Han havde også arvet herregården Holmegård ved Næstved og Holmegård Glasværk. Desuden var han den 6. overdirektør på et af landets store godser, Gisselfeld adelige Jomfrukloster - en stilling, som nedarves i Danneskiold-Samsøe-slægten.
Lensgreveparret fik ingen søn, så i 1947 gik Brattingsborg og Holmegård i arv til datteren, komtesse Elisabeth, mens posten som overdirektør på Gisselfeld efter de gamle arveregler gik til en mandlig arving i en anden gren af slægten. Lensgrevinde Danneskiold-Samsøe døde i 1977, og 11.02.1977 skrev Politiken følgende om hende:
Elisabeth og Frants Lassen Fanny Danneskiold-Samsøes yngste datter, Elisabeth, giftede sig med kaptajn Frants Lassen. Han var bror til krigshelten Anders Lassen (1920-1945), der efter sin død fik tildelt Victoriakorset - som eneste ikke-brite i 2. verdenskrig. Selv flygtede Frants Lassen i 1942 til England og blev engelsk løjtnant. Englænderne ville hjælpe og opmuntre danskernes generalstrejker og den voksende sabotage, og Frants Lassen blev udvalgt til at deltage i det arbejde. Han blev i 1944 kastet ned over Jylland og deltog derefter i modstandskampen. Men efter seks måneder på fri fod blev han fanget af tyskerne og blev senere sendt til kz-lejren Neuengamme. I foråret 1945 kom han hjem til Danmark med Folke Bernadottes hvide busser. Fra 1954 stod han for den daglige drift af Brattingsborg, og senere drev han også Holmegård samt Juellinge Gods ved Karise. I en årrække var han formand for Holmegaard Glasværk. Elisabeth og Frants Lassens sønner, Anders og Christian, har overtaget hhv. Brattingsborg og Holmegård.
Vibeke von Lotzbeck Fanny Danneskiold-Samsøes datter af første ægteskab, Vibeke von Lotzbeck, giftede sig i 1936 med en tysk greve, Gustav Graf zu Castell-Castell. Han tilhørte den ældgamle frankiske adelsslægt Castell, som nævnes første gang i 1057. Hans familie ejede en skovejendom i Østrig, Schloss Hochburg ved Ach nord for Salzburg. Hans ældre bror, Luitpold Castell-Castell, giftede sig året efter med prinsesse Alexandrine-Louise af Danmark, søster til den senere arveprinsesse Caroline-Mathilde og niece til Christian den 10. Men så brød 2. verdenskrig ud. Gustav Castell-Castell blev pilot i flyvevåbnet, og i 1941 dræbtes både han og hans eneste bror - Gustav i Sussex, England og Luitpold i Bulgarien.
I 1958 giftede Vibeke von Lotzbeck sig med den fynske baron Erik Juel-Brockdorff, som ejede herregården Hindemae vest for Nyborg. De valgte at bortforpagte godset og udleje hovedbygningen, som i mange år var ramme om handel med antikviteter. I stedet bosatte de sig på Hindemae Mølle, som baronessen indrettede med sans for kultur. Hendes søn af første ægteskab, Carl Graf zu Castell-Castell, Flora Mazantis tipoldebarn, arvede i 1978 Schloss Hochburg efter sin 95-årige farmor. Så nu lever der også i Østrig efterkommere af den italienske barometermager Joseph Mazanti og hans polske kone. A. F. M. Evers, se Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. og Tidsskrift for Søvæsen 1951. Sønnen C. V. Evers, se Danske Søofficerer 1933-1982. Slægten Lotzbeck omtales af Th. Hauch-Fausbøll i hans Haandbog over den ikke naturaliserede Adel (1933). En stamtavle over slægten Danneskiold-Samsøe findes i Danmarks Adels Aarbog 1997-1999. Læs om brødrene Anders og Frants Lassen i Mike Langley: Anders Lassen (dansk udg. 1989). Til Floras efterkommere | Til Slægten Mazanti | Til startsiden |
Flora
Mazantis søn, født 1857, bar et par navne, som var
velkendte i familien. Han var nemlig opkaldt efter sin
morfar, proprietær Ferdinand Anthon Mazanti. Men senere
i livet gik han nye veje. 16 år gammel blev han kadet i
den danske flåde. Det har sikkert været barsk i
begyndelsen, men han klarede sig fint og avancerede
efterhånden. Han var premierløjtnant, da han i 1886
blev adjudant (dvs. medhjælper og leder af
kontorforretninger) hos søofficeren prins Valdemar, kong
Christian den 9.s yngste søn. Det udviklede sig til et
livslangt venskab, ikke bare et tjenesteforhold. Prinsen
var fadder, da Evers' søn blev døbt. Evers var med, da
prinsen som chef på krydseren "Valkyrien" i
1899-1900 drog til Østen for at skabe goodwill for dansk
handel. Det blev en eventyrlig rejse. I Bangkok fik de
danske søofficerer en strålende velkomst af den
siamesiske konge, og besøgene i Hongkong, Shanghai,
Yokohama m.m. var også vellykkede.
